Sven Frøkjær-Jensen                                    Hvordan det hele startede. 

 

 

Hvordan det hele startede, og hvorfor jeg absolut ikke ville være billedkunstner. 

Da jeg var ung, ville jeg absolut ikke være maler. Jeg kæmpede meget imod. Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at male. Men hvis nogen spurgte til billederne, sagde jeg at de var lavet af min fætter eller min bror. Hvis nogen opfordrede mig til at udstille med dem, sagde jeg nej. jeg ville absolut ikke være maler, for det var jeg slet ikke dygtig nok i mine egne øjne. Jeg kunne bare ikke lade være med at male.  Og der var så mange dygtige malere på min hjemegn, så jeg gik i mentalt skjul. Gemte mine ting. Accepterede ikke min skæbne. Forstod den ikke. Var utilfreds med alt, hvad jeg lavede. Så kun fejl. Gemte billederne væk.  Men kunne ikke holde op. Lavede alt muligt andet. Og fornægtede den uafvendelig dragning mod maleriet, som styrede mig. Var fanget i mit helt eget skab af mangel på forståelse af egne muligheder. Og lyster. 
 

Men i sommeren 1985 besluttede min hustru og jeg og et par af vores meget gode, gamle venner  at rejse gennem Europa uden meget bagage. Vi ville overskride vores daglige borgerlige liv og leve af, hvad vi kunne tjene på vejen, med de udfordringer og grænseoverskridende situationer, det ville medføre. Lise og Mogens, vores venner, ville spille harmonika og violin, min hustru Lise ville sælge kunsthåndværk og den fjerde - jeg - måtte også finde på noget.

 

Dengang havde jeg allerede gjort et par beskedne eksperimenter med maleri og ikke-naturalistisk tegning, men jeg kunne ikke holde ud at tegne efter naturen. Det var for kedeligt og vanskeligt, og resultaterne forekom mig ikke særlig overbevisende. Men  noget skulle jeg finde på til turen gennem Europa, og helt tilfældigt fik jeg et stykke kul i hånden. Og pludselig oplevede jeg den samme mærkelige følelse, som også må ramme en, der forsøger at klippe en silhuet - og kan uden besvær. Min første tegning i kul tegnede sig selv. Ligesom alle de næste. Jeg vidste simpelthen ikke, jeg kunne. Sådan har jeg det stadigvæk. Det var - og er -  dybt forbløffende. 

Så jeg samlede en kollektion  og begyndte at sælge tegninger af dyr og blomster  på gaden. Med et sort klæde hvorpå der stod: Til salg på engelsk og fransk.

Det er alt sammen en meget lang og helt anden historie. Jeg holdt virkelig meget af de japanske damer, der som de første købte mine blomstertegninger i Heidelberg - og den fornemme tyske dame, som roste byen Køln for at lade mig arbejde i byens Zoo ( Jeg havde naturligvis ingen tilladelse fra byen). Eller den lille dreng, som med store øjne fulgte mig gennem mere end en halv time, mens han plagede sin mor om at købe en tegning af et lille dyr af mig   - som jeg så solgte til ham for ingenting, ca. 10 pfennig.  

Men den bedste dag nåede mig i en fransk by, hvor jeg havde sat min lille forretning op uden at lægge mærke til, at jeg derved invaderede nogle meget store afrikaneres territorium, hvor de solgte masker og læderbælter. Den største og bredeste fyr nærmede sig truende i fuldstændig tavshed, så på mine arbejder i lang tid, og i stedet for at jage mig bort, smilede han efter en tid venligt til mig og sagde: You are really an artist, man. Hvorved han hjalp mig til at blive klar over, hvad jeg var.  Jeg tænker stadig med taknemlighed på hans venlige ord, og vi fire fulgte vores planer den sommer og levede af landet. Jeg har stadig et par af de tegninger, der ikke blev solgt. De ses herunder.

Den sommer lærte mig, at man skal gribe mulighederne, når de kommer til en - og at vore evner er langt større end hvad, vi selv tror.

Siden er jeg sent startende og ganske langsomt gledet ind i min fastlagte bane som billedkunstner. Det mest varierede og forbløffende rum, jeg endnu har bevæget mig i  bortset fra menneskeligt samvær. Så utrolig kompliceret og ganske enkelt på en gang. Her ophæves samtlige logiske kategorier, og  uforenelige modsætninger bliver et. Hvilken luksus og fornøjelse.

 

   
   
   
   
   
   
   
   
Frontpage