At
male landskaber er for mig en meget gammeldags måde at
arbejde på, men det er samtidig en måde at fordybe sig i
erindringer fra min barndom, hvor jeg voksede op i
Odsherred, der var hjemsted for mange landskabsmalere.
Min første erindring om
en maler, handler om den berømte Karl Bovin, som lå på
rygen på vejen uden for vores sommerhus ved Havnsø og
spillede fløjte eller trompet. Jeg var omkring 5 år
gammel, og nogle dage senere fandt jeg ham siddende med sit
staffeli og en palet fyldt med mange smukke farver, som jeg
stadig husker tydeligt, fordi de gjorde så stort et indtryk
på mig. Da jeg blev ældre, mødte jeg mange af malerne
deroppe som Poul S. Nielsen og Holmer Trier.
Dengang havde jeg
naturligvis ingen anelse om, at jeg selv end dag ville blive
billedkunstner, og skønt jeg normalt arbejder med andre
problemstillinger og metoder, så vil jeg gerne vise min
respekt ved at male landskaber overfor de mennesker, som
gjorde min barndom smuk, ikke kun malerne, men også min mor
(Ida Frøkjær-Jensen) Jaja og fru Jaja, (Kitte og
Herman Jacobsen) og alle de mange andre, som jeg har de
bedste minder om.
Forøvrigt fandt jeg
hurtigt ud af, at landskabsmaleri styres af de samme regler
som andre former for maleri.
|

|